top of page

Harmonium / Otto Valdemar Malling / Marts 1908

  • Forfatters billede: Lars Rosenlund Nørremark
    Lars Rosenlund Nørremark
  • 11. apr.
  • 3 min læsning

Opdateret: for 4 dage siden


Otto Valdemar Malling (1848-1915),

  • Speiling: Naar Midsommersolen stråler [00:00]

  • Du som i Himlen hos din Fader troner [02:49]


Sted: Ukendt

Orgel: Harmonium

Organist: Otto Valdemar Malling (1848-1915)

Sang: Peter Cornelius, tenor (1865-1934)

Tidspunkt: Marts 1908

Type: 78-plade (se bemærkninger for detaljer)



 

Biografi

Otto Malling (1848-1915) blev født den 1. juni 1848 i København og var, ligesom sin bror Jørgen Malling, elev af Niels W. Gade. Otto Malling var tillige elev af J. P. E. Hartmann og modtog orgelundervisning hos Gottfred Matthison-Hansen.


Malling stiftede i 1874 Koncertforeningen sammen med C. F. E. Horneman, Jakob Fabricius og Edvard Grieg. Foreningens formål var at opføre nye udenlandske, ikke mindst franske, værker, der var for moderne for Niels W. Gades Musikforeningen. Malling var foreningens dirigent frem til 1893, hvor den blev nedlagt.

Han var derudover organist ved Vor Frue Kirke i København fra 1900-1915, var direktør for Det Københavnske Musikkonservatorium, som han i 1902 fik omdøbt til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og var dirigent for Studentersangerne.


Blandt Mallings kompositoriske virke er bl.a. kammermusik, orkester- og klaverkompositioner, men størst er hans arbejde indenfor åndelige sange og orgelmusik.


Malling døde den 5. oktober 1915 i København.


 

Bemærkninger

Før indførelsen af den elektriske mikrofon i optagelseprocessen omkring 1925, stod de indspillende musikerne i stedet foran en stor tragt, som skulle indfange og fokusere lyden ned i skærenålen på den bløde voksoverflade på grammofonpladen. Det var således den rene uforstærkede energi fra lyden, som skabte lydrillen. Denne indspilningsteknik fungerede bedst, hvis der var en centreret og fokuseret lydkilde, samt hvis lydkilden lå indenfor den del af frekvensområdet, som bedst lod sig indspille, hvilket i det store hele svarede til en gammeldags telefon.


Derfor findes der en overflod af messingorkestermusik og tenorsangere fra denne periode, ikke nødvendigvis fordi man var superbegejstret for disse to typer besætninger, men netop fordi de lod sig nogenlunde fyldestgørende optage via denne teknik.


Det afgjort mest besværlige instrument at indspille var orglet, der med sin store diffuse klang gjorde det meget vanskeligt at indfange i en stor tragt. Der findes dog nogle mere eller mindre succesfulde forsøg på orgelindspilninger via denne mekanisk-akustisk indspilningsproces, hvor man byggede en gigantisk tragt og satte foran hele orgelfacaden af mindre orgler samt, at man i USA tilmed byggede specialdesignede indspilningsorgler, hvor facaden simpelthen vár en tragt :-D


Dog byttede man langt de fleste gange, hvor man havde brug for et orgel til indspilning, det ud med et harmonium, som var meget lettere at indspille grundet den mindre klangflade, og det er her, hvor indspilningen med Otto Malling og Peter Cornelius kommer ind i billedet.


I skal forestille jer en næsten grotesk-komisk Monty Pythonsk situation, hvor Otto Malling med stor sandsynlighed sidder hævet op på et stillads eller et bord bagved Peter Cornelius, således at bagsiden af harmoniet er i hovedhøjde med Peter Cornelius og begge står foran en kæmpe indspilningstragt og Peter Cornelius nogle gange står med hovedet inde i selve tragten. Peter Cornelius spadserer også med stor sandsynlighed frem og tilbage mellem tragten og bagsiden af harmoniet for at skabe dymanik – dvs. et crescendo skabes ikke nødvendigvis ved at han synger kraftigere, men ved at han bevæger sig frem og tilbage foran tragten.

Derudover ville rumtemperaturen være hævet – ligesom med Jens Laumann/Finn Viderø-indspilningerne fra 1937 – således at voksen på indspilningspladen kunne forblive blød. Jeg forestiller mig ikke umiddelbart at hverken Cornelius eller Malling sidder i boksershorts og netundertrøjer, men de må godt nok have svedt tran.


Indspilningshistorisk er Otto Malling ikke blot signifikant i en dansk sammenhæng, men grundet hans alder (f. 1848) er han generelt blandt de ældte indspillende organister sammen med organister som Karl Hofner (f. 1842), Charles-Marie Widor (f. 1844) og Eugène Gigout (f. 1844).


Tekniske og historiske detaljer

Otto Malling (1848-1915), Speiling: Naar Midsommersolen stråler & Otto Malling (1848-1915), Du som i Himlen hos din Fader troner.

Matrice 7993e og 7994e. Optaget marts 1908. Begge har været udsendt på forskellige plader.

Her er brugt “Gramophone Concert Record” G.C.-2-82611 og G.C.-2-82651


Indspilningerne er i public domain.

Projektleder & webansvarlig: Lars Rosenlund Nørrmark
email: lars@norremark.dk
Lydarkivet for Dansk Orgelhistorie er et nonprofit oplysningsinitiativ og er støttet af Johan Otto Wroblewskis Fond
  • Facebook
  • YouTube
bottom of page